Gode råd

Bliv bedre til at oddse på nettet med denne betting-guide der slår det fundamentale fast – via De 10 Bud – og giver et praktisk overblik over diverse gode råd og værktøjer.

Men først en personlighedstest:

Ludoman, hyggespiller eller seriøs tipper?

Enhver tipper bør se sig i spejlet og gøre op med sig selv: ”Hvad er jeg – ludoman, hyggespiller eller seriøs tipper?”

Ludomanen bruger alt for meget tid og alt for mange penge på at oddse: Er det dig, så læs gerne guiden, men stop hellere med at spille.

Nemmere sagt end gjort, ja – men læs denne artikel og søg så hjælp (hvor, fremgår af artiklen) hvis du ikke kan stoppe af egen drift.

For hyggespilleren er det at oddse udelukkende en hobby, og hobbyer koster som bekendt penge, uanset om det handler om porcelænsmaling, lapdances eller motionsfodbold på Kløvermarken.

Du ved godt at du taber i længden, men skidt med det. Du bruger penge på så meget; cigaretter, morgenavis, byture, nyt tøj – hvorfor så ikke lade nogle af lommepengene gå til lidt tipning? Næh, hvorfor ikke? Så længe du har styr på det. Så længe du ikke bruger for meget (tid og penge) på at oddse.

Som hyggespiller føler du måske ikke det store behov for at læse denne guide. Men vi anbefaler at du tager et kig på den, i hvert fald de 10 fundamentale bud. Ved at følge et par af rådene, kan du om ikke andet få mere for dine penge, dvs. tabe dem langsommere.

Denne guide er for nye tippere der gerne vil lægge fornuftigt fra land. Men også for seriøse tippere der ønsker at minimere deres underskud eller endda gøre de røde tal på bundlinjen sorte – og har disciplinen til at gøre det der skal til.

 

Ikke genvej til rigdom

Vi lover ikke guld og grønne skove. Denne guide giver en række brugbare værktøjer, men er ingen genvej til rigdom. Hvis man vil være bedre til tipning, koster det tid og energi. Og lad det være sagt først som sidst: Du kommer næppe nogensinde til at leve af det.

At leve af spil er beskåret meget få. Man skal være iskold, super-disciplineret og knalddygtig. Det KAN være at den karakteristik passer til dig. Men det gør den nok ikke. Så drop hellere de store armbevægelser og de urealistiske ambitioner. Babysteps. Så kan du altid se hvordan det går og hen ad vejen overveje at sætte tempoet op.

To Top